Detaljen gør ofte forskellen
Det handler om vilje og motivation, når du vil opnå resultater. Alligevel kan de små detaljer ofte gøre forskellen. Her er en guide til at vælge det rigtige træningsudstyr til din træning.
Er du af den opfattelse, at hvor der er vilje, er der vej? Så er du garanteret godt på vej, for den indre motivation er ofte den største hindring for at nå sine mål. Hvis den er på plads, så er der dog alligevel en masse ting, du kan gøre for at opnå det, du virkelig ønsker. Træningsudstyr kan fx nemlig sagtens gøre en forskel, hvis du vælger det rigtige – og hvis du bruger det ordentligt.
For nogle kan det næsten virke narcissistisk, at man skal have det rigtige udstyr fra top til tå. Det kan virke uoverskueligt at skulle investere i en masse produkter, som man måske ikke helt kender vigtigheden af. Her kan du få en lille guide til, hvad der rent faktisk kan gøre en forskel, når du tænker på kvaliteten i din træning.
Kosten – før, under og efter
Hvis du vil træne godt og have det maksimale ud af besværet, så er din kost nærmest altafgørende. Afhængig af hvad du ønsker med din træning, skal du tilpasse dine spisevaner efter det. Hvis du ønsker at tage kilo på, skal du sørge for at spise rigeligt sideløbende med træningen, så din krop hele tiden har energi til at tage på. Ønsker du derimod at tabe dig, er du nødt til at spise færre kalorier, end du forbrænder. Så simpelt er det.
Uanset hvad dine mål er, så er det oplagt at spise proteinholdigt mad, så dine muskler kan vokse. Protein fås gennem kød, æg, kikærter og bønner. Du skal dog også bruge kulhydrater for at have energi, og en god grundregel er at gå efter de langsomme af slagsen, som findes i rugbrød, havregryn eller groft pasta. Herudover vil de fleste nok gå efter relativt lidt fedt, så muskelmassen øges og fedtprocenten sænkes, som tiden går.
Lige så vigtigt er det, at du spiser på de rigtige tidspunkter. Før træning skal du have fyldt op i god tid før, så du har energi til en hård omgang. Det kan ske gennem din egen kost eller ved kosttilskud, som du tager som pulver. Under træningen er det egentlig vigtigst, at du tænker på dit energiniveau. Har du tendens til at blive hurtigt træt, skal du måske sørge for at få noget hurtig energi under træningen, og som minimum drikke vand. Når du er færdig, kommer du til dagens vigtigste måltid. For at genopbygge dine muskler er du nødt til at spise eller drikke kort tid efter træningen, hvis du vil have det rigtige udbytte. Det sker typisk gennem protein-shakes, men du kan også bare spise et gedigent måltid inden for den første time.
Tøjet
Først og fremmest skal du føle dig tilpas i det tøj, du træner i. Sørg for, at du er ugeneret, når du tager dit træningstøj på. Det skal både føles behageligt, være rart at svede i, og så skal føle dig præsentabel. Hvis det er tilfældet, så har du også mentalt overskud til at give den gas i centret.
Kig herefter på, hvordan du kan hjælpe din træning på vej. Hvis du træner benene, så er det oplagt at have kompressionsbukser på, som styrker din restitution under og efter træningen. Det samme gælder naturligvis overkroppen, og du kan få kompressionstrøjer, som også er behagelige. Det er ofte detaljerne, som afgør, om du har en god følelse i kroppen og dermed en god træning. Tænk derfor over, hvordan du kan forbedre dit udbytte – men tænk også på dig selv, og hvad du føler dig tilpas i.